Energilandsby eller energisk landsby

Lokalværk havde endnu et spændende møde på Vallekilde Højskole, hvor jeg til sidst sad og fik associationer til en reklame: ”Ferien, du ikke vil hjem fra.”

 

På disse møder har værten altid to store opgaver:

1)at få afbrudt pausen, for der netværkes, drøftes muligheder, laves aftaler

2) få stoppet debatten, så vi kan komme hjem – en del af os har langt hjem.

 

Lokalværket består af 6 personer/ organisationer bl.a. Landliv. Vi har fået et tilskud fra Odsherred LBR til at lave en foredragsrække om grønne og socialøkonomiske virksomheder, og Vallekilde Højskole stiller gratis deres smukke gamle foredragssal til rådighed.

 

Lokalværkets netværksmøder har givet det første konkrete resultat

Og det giver resultater: Grøn Omsorg og Maarbjerggaard mødte hinanden på det første netværksmøde, og nu er der etableret et samarbejde, hvor Maarbjerggaard skal danne rammerne for at udvikle en socialøkonomisk virksomhed med udgangspunkt i Grøn Omsorg. Se mere www.groenomsorg.dk om generalforsamling den 24. maj med buffet med smagsprøver.

 

Energilandsby eller Energisk landsby

Dette møde handlede om energilandsbyer, hvor Ole Bruun fra Horslunde, Vest-lolland fortalte om deres erfaringer.

Han indledte med at sige, at han er misundelig over, at der er et netværk i Odsherred med ”hele den underskov af ressourcer” – det er der sikkert også på Lolland, men der er ikke etableret et netværk, som Lokalværket, som gør det muligt at mødes. 

 

Snak, snak, snak

er rådet til, hvordan man skaber en energilandsby fra Ole Bruun,

”Hvor meget CO2, som vi har sparret, kan I læse I de tykke rapporter, som jeg har med – det vigtigste er ikke tallene, men alt det andet. Jeg kan ikke skille energilandsby fra det øvrige liv i vores område, så det skulle nok hedde ”Energisk landsby” ” fortalte Ole Bruun.

 

Historien om Horslunde er i den korte version: området på Vestlolland var i så ringe forfatning, at forskere kom til for at se på, hvor galt det stod til. Området var kendt for, at hovedstaden og de omliggende kommuner eksporterede deres klienter dertil, og medierne beskrev alt forfaldet.

Beboerforeningen i Horslunde opgav, men der skulle rent formelt generalforsamling til, hvor der var nogle nye, der blev valgt til bestyrelsen. De havde meldt klart ud, at de måske ville lave noget, hvis de fik tid. På det første bestyrelsesmøde kom der så mange ideer frem, ……. og et par år efter vandt Horslunde TV2Øst konkurrence ”Vis mig din landsby”

”Vi vandt en bænk med en messingplade på. Folk sagde, at jeg skulle tage bænken med hjem, for den ville blive ødelagt eller stjålet, men den blev stillet foran bageren, for det er” vores bænk” – og den gav os en stolthed, og har været med til at styrke opbakningen til alt det øvrige arbejde – og der er ikke en graffitistreg på den i dag”

 

1. råd: Snak

Ole Bruun fortalte det ene eksempel efter det andet på, hvordan kunsten er, at der bliver snakket.

F.eks. fik Horslunde penge til Energilandsbyen fra RealDania, og det stod på forsiden side om side med, at der skulle sparres i ældresektoren. Ole bor op til ”en rullator-sti”, så han fortalte sin kone, at han skulle klippe hæk den dag. Hvorvidt hækken nåede at blive klippet fik vi ikke at vide, men der blev snakket og forklaret om, at det ikke var den samme slags penge, så der også blev plads til at tænke i energi blandt de ældre.

 

 

 

 

 

2. råd: Få alle med

Få alle med – håndværkerne, kirken, vandværket, Brugsen, skolen, alle foreningerne

Det første råd anvendes til at få alle med – både grupperinger og enkeltpersoner. Hjælp dem til at se, hvordan de kan bidrage til at blive en del af den fælles opgave. Vandværket har været med til at fortælle om vand, men har også sponsoreret drikkevandskølere til henholdsvis skole og børnehave. Det betyder, at der ikke spildes så meget vand, før det bliver drikkekoldt, samt at børnene er begyndt at drikke langt mere vand i stedet sodavand.

Bageren er et vigtigt informationssted i byen ”Har I nu husket, at det er på onsdag, at ….?” og bageren tog også et initiativ, så der kom et par stykker morgenbrød mere i posen, hvis man kom gående eller på cykel i stedet for at tage bilen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

3.råd: Bed om hjælp og husk at tage imod den hjælp der er!

Vil du læse mere om Energilandsbyen Horslunde se evt. her http://livogland.dk/vidensbase/projekter/energilandsbyen-horslunde

 

Der var meget mere inspiration at hente i Ole Bruuns oplæg, ligeså fra Karina Kragh Jespersen, Klimakoordinator i Odsherred Kommune og Helle Petersen, Energilandsbyen Egebjerg.

 

Energilandsby behøver man ikke at blive udnævnt til, man kan bare gå i gang – og der er meget inspiration at hente på nettet. Gode ideer til hjemmesider om dette modtages gerne mona@landliv.dk

 

Håber at fridagene giver anledning til at samle energi!

Mona

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.