Er foreningens medlemmer blevet forbrugere?

Er det en af årsagerne til foreningslivets udfordringer?

”Når vi ikke bare forbruger, men også tager del i alt det besværlige, også tager ansvar for rammerne og indholdet, hvad enten det gælder den lokale skole, menighedsråd, idrætsforening eller politisk parti, kommer vi også til at betyde mere for hinanden.”
Johannes Henriksen, Debatredaktør på Kristeligt Dagblad

Det er ikke uden grund, at ForeningsDanmark ses som en del af vores dna: Vores forfædre har klaret modgang og modstand ved at stå sammen i foreningerne og har bygget noget nyt og unikt.

Hvordan og hvornår er der sket et skred: fra – at man var medlem af et fællesskab, til – at de fleste i dag er blevet forbrugere af foreningerne?

Forandringen til at blive forbruger i stedet for medlemmer, kan også betyde, at vi mister noget af fællesskabet. 

Vi træner ikke i det forpligtende fælleskab, når vi kun skal hygge os eller brokke os.

”Foreningerne skal turde gøre det tydeligt, at de ikke er en forbrugsarena, men at foreningslivet er et gode, som vi selv producerer via vores engagement og frivillige indsats,”

Lars Skov Henriksen, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet

Det forpligtende fællesskab er også blevet svækket af, at staten og institutionerne har taget mere og mere over.

Det gælder, når vi skal lære noget, blive passet som barn, syg eller ældre eller bliver ramt af livet, hvor vi har brug for støtte.

Man vil kunne kalde det ”institutionalisering” – et ord, man kun kan sige, når man er helt ædru og holder tungen lige i munden.

Ser de, der er vokset op i denne institutionalisering, nogen nødvendighed af foreninger?

Samtidig ser vi en stigende ensomhed, og mange mangler mening i livet, selvom de lever det fede liv med familie, venner, arbejde …

Men med tidens trend, hvor alt er din egen skyld og du er din egen lykkes smed, så bliver blikket ofte rettet indad, for at finde fejlen, i stedet for at række ud (det står ikke: Skælde ud!)

Der er brug for meningsfulde fællesskaber – der er mere end fælles om en interesse.

Og der er brug for noget så enkelt, som hvor går jeg hen og får den gode samtale? I dag færdes vi mere og mere i ekkokamre, hvor vi taler med dem, der ligner os selv – og det kan da godt føles som en god samtale, men er den berigende?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.