Hvem er det, der vil være frivillig, og til hvad?

 

Hvem er de frivillige?

Det har aldrig tidligere været så populært at være frivillig i DK som nu! og interessen er fortsat stigende: For 20 år siden var hver 4. frivillige, sidste år påtog 53 % sig frivilligt arbejde.
Hvis du ikke gider læse hele indlægget, så er pointerne her:
1) Hvordan kan vi ændre vores overbevisning om,  at vi mangler frivillige og flere medlemmer?

2) Sats på de unge og de ældre (dem over 40, men mest over  – her er størst tilgang af frivillige

3) Be´ om hjælp og til noget konkret 4) Spørg også nogen, der ikke ligner dig selv.

 

 

1) At mangle frivillige er det et grundvilkår, som vi kan ændre?

På minikonferencen i for Frivillige i Vordingborg jan 2013 fortalte professor Bjarne Ibsen, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund spændende om udviklingen af frivillige. Bjarne Ibsen sagde bl.a. “Det er et grundvilkår, at det er svært at få frivillige til bestyrelser og få nye medlemmer. En undersøgelse viste det samme i 30-erne!”
Inde i mit lille hoved foregår denne konversation: Hvad er det for nogle overbevisninger, vi hele tiden går og bekræfter hinanden i, så det til sidst bliver en sandhed? Hvordan kan vi tænke og tale anderledes, så vi kan få de frivillige, som vi har brug for, og det antal medlemmer, som er nødvendigt for, at vores foreningen trives?
Er det igen fortidens vækstbegreb med jo flere/større – jo bedre, der giver os en kamp mod vindmøller?
Kan vi istedet for at se på kvaliteten – den værdi, der bliver skabt for de, der deltager på den ene eller anden måde, og den mening, som det skaber. Ved godt, at det er sværere at måle kvalitet end at tælle!

 

2) Sats på de unge og de ældre!

og få dem gerne til at arbejde sammen på tværs af aldre – det kan give udvikling! Alle jer, der sukker efter at få småbørnsforældrene til at være mere aktive, kan af statestikkerne se, at det er blandt de 30-39-årige, at tilgangen til at være frivillig er mindst, mens der er størst stigning blandt de unge 18-29 årige, og stigningen starter igen, når man har passeret de 40. Men det skal selvfølgelig ikke fratage jer lysten til fortsat at prøve for ca. hver 3. af de 30-39 årige er frivillig.

 

 

3) Be´ om hjælp til noget konkret.

Mange af os er lidt forfængelige eller måske er vi bare usikker på, om vi kan bruges – ligegyldigt hvad, så er der mange flere, der vil være med, hvis de bliver spurgt direkte, end hvis der kommer et opslag i Brugsen eller på hjemmesiden.
Fra mit skrivebord har jeg udsigt til en hundelufte-sti, og her går så mange ressourcer, forbi den ene gang efter den anden. Har talt med flere af dem, de ville aldrig selv henvende sig for at give en hånd med, og de vil måske også slå sig lidt i tøjret, hvis de blev spurgt, men hvis opgaven er den rette, så.. Tænker på, at de taler med så mange mennesker på deres hundelufte- ruter – de kunne jo være nogle gode budbringere, om hvad sker af spændende i lokalområdet, og der er nogen, der har brug for hjælp til ditten, og andre vil gerne have mere viden om datten.
Fanny, min forhenværende elskelige nabo på 92 år, kom dagen efter, at hendes søster var død, og sagde: “Vil du godt sige til, hvis jeg kan hænge vasketøj op for dig, tage opvasken, eller du en dag har brug for, at jeg laver maden eller …?” Hun vidste jo godt, at jeg tit løb med tungen ud af munden, som alenemor og et spændende og krævende job – og hun havde brug for stadig at kunne bruges og være til nytte – fælleskabet var allerede opbygget.
Der er meget stor forskel på at blive spurgt om “vil du være frivillig?”, eller “vil du bage en lagkage til byfesten?” eller “har du tid til at hænge plakater op?”  eller … Mange vil gerne hjælpe, men det skal være overskueligt og konkret.
En af vores samfunds svøber er, at vi fortsat lever med værdien: Hvis du har travlt, så er du nok betydningsfuld. Derfor har vi så travlt – så travlt, nogle endda ligesom kaninen i Troldmanden fra Oz, og hvis vi ikke har det, så skal vi nok finde på noget, så vi kan overbevise  os selv og omverdenen om det – og ting tager den tid, man har. Efter 14 dages ferie, så kan man næsten ikke nå andet end at spise morgenmad og læse avisen, før man skal have frokost …
Men hvis der er noget, som man gerne vil, så kan de fleste få det presset ind. En venindes mor sagde til mig, da jeg var barn: “Mona, hvis du vil have noget gjort, så spørg dem, der har travlt” Så selvom de erhvervsaktive og efterlønnere og pensionister har travlt, så vil de fleste gerne give en hånd med til overskuelige opgaver.

 

 

4) Spørg også nogen, der ikke ligner jer selv

Vi har en tendens til ligesom dyrene at vælge dem, der ligner os selv på den ene eller den anden måde: værdier, livsstil osv. selvom vi godt ved, at der hvor der virkelig sker udvikling, er når vi er sammen med nogen, der tænker anderledes end os selv
Et eksempel: Se bare hvordan nogle af medlemmerne fra bosætningsprojektets styregruppe matcher hinanden!       en del af styregruppen for bosætningsprojektet ved Frivillighedskonferencen

Søren Vissing  Nielsen -Landsbyforum Vordingborg, Eva Vestergaard – Vestmøn og Erik Vang Hansen – Gismale (Bårse-Beldringe lokalråd) på Frivillighedskonference i Vordingborg.

Hvis du vil se de nyeste tal og anden ny viden om frivillige, så kan de ses på  http://frivillig.vordingborg.dk/cms/site.aspx?p=21325, Oplæg fra konference, Bjarne Ibsens oplæg planche 13- 14 (jeg kan ikke finde ud af at sætte dem ind her, og det er ikke fordi jeg ikke har prøvet!!!)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.