Tilflyttere – det startede så godt ….

Så har jeg igen fået en mail fra en tilflytter med opgivenhed og en beslutning om at flytte igen efter 3 år. Han blev rigtig godt modtaget, selvom han har et noget andet tempo end de fleste i lokalområdet. Han har en stilling, som gør, at han er kendt lokalt og hans arbejde er blevet meget rost – ”for nu sker der noget, og vi må bakke op” Lad os kalde ham Niels.

 
Jeg har i beskrivelsen forsøgt at sløre historien så meget, at den ikke umiddelbart kan genkendes – for tanken med dette nyhedsbrev er ikke at hænge nogen ud, være forarget eller andet, men blot konstatere, at sådan kan det gå og give inspiration til at være mere opmærksom, så det ikke sker i jeres baghave.

Men efter et års tid så begyndte den lille modstand – så vidt jeg kan gennemskue startede det, da Niels kom til at træde 2 personer over tæerne – angiveligt fordi de ikke passede deres funktion i lokalområdet, hvilket Niels gjorde opmærksom på. Dette var en delvis offentlig hemmelighed, som man har set igennem fingre med i maaange år (måske fordi ingen har turdet lægge sig ud med dem eller ”det er ikke mit ansvar – det er der nok nogle andre, der burde gøre”).
Så hørte jeg ikke noget i godt et år, men bemærkede, at der var blevet lidt stille om hvad jeg hørte fra det lokalområde. For et halvt år siden talte jeg så med én, der kom med nogle voldsomme beskyldninger mod Niels, og nogle beskrivelser, som jeg slet ikke kunne forstå. Tog mig tid til at lytte og spørge, og efter lidt tid kunne vedkommende konstatere, at hun faktisk ikke vidste om det var sandt, men det var det, der blev sagt.

 

Jeg ringede fluks til Niels efter at have fået hans mail for at høre hans version. Han fortalte, at han først undrede sig over, at han ikke længere blev bakket op. Fik heller ingen modstand, der blev ikke sagt noget – han beskrev det som at slå i dynen, ingen modstand, ingen reaktion, ingenting.  Var uforstående og rådvild. Efter et halvt års tid ændredes det, og nu kunne han mærke, at der blev lavet ”rævekager”, nogle støbte kugler – mens andre var affyringsrampen. I starten små angreb, og han forsøgte at manøvrere i feltet for at få en direkte dialog, så der kunne kommes ind til problemet, men uden held. Hans fornemmelse var, at det var de to, der ikke passede deres funktion, der var årsagen. Senere har han via snak fundet frem til, at det er den ene + den andens kone, der startede modstanden, og som fortsat bærer ved til bålet.
Efter 2½ år gik han ud af det lokale arbejde og overlod de initiativer, der var sat i gang til de øvrige, der sad i styregrupper / bestyrelser, hvorefter udviklingsarbejdet gik helt i stå, og man er ved at returnere tilskud fra fonde o. lign.
Nu har Niels og familien sat huset til salg, og et nyt job venter lige efter sommerferien.
Hvad er moralen i denne historie?
Det har jeg ikke mulighed for at svare på, men der er nogle ting, som måske kan bruges.
1. ”Det er ganske vist”

Som H.C. Andersen skrev i ”Fjeren, der blev til 5 høns” kan jo godt trækkes frem her.
Sladder og negativ omtale er rigtig godt underholdsstof – ellers var adskillige formiddagsblade, ugeblade og TV-stationer for længst lukkede. Der er noget dejligt lunt og trygt i at være fælles om en gang god forargelse – det giver en god oplevelse af fællesskab, og livet bliver heller ikke så kedeligt. Der er masser af underholdning i det, og så ved man også, hvad man skal snakke om, når man møder den næste på sin vej. Som en sagde: ”Det er det nemmeste”

Sladder er absolut også positivt!

”Det er jo, fordi vi interesserer os for hinanden” – det er også kittet, der er med til at styrke fællesskabet.
Mit budskab er:

Sladder er ikke uskyldigt – du påtager dig et ansvar, når du hygger dig med at sladre. Du kan være med til at tale et område, en person, en bygning, en forening, et arrangement ned eller du kan være med til at styrke det.

Der er lavet en større udenlandsk undersøgelse om sladder som social modstandsform – det er et meget effektivt redskab, der ligesom terror har den styrke, at det er usynligt, og man ved ikke, hvad og hvem man er oppe imod. (Her var der sikkert nogen, der fik kaffen galt i halsen! Men det er korrekt, at sladder og terror har de samme elementer i sig: det er fejt, det bygger på frygt, og ikke mindst på frygten for frygten. Hvem kan sige sig helt fri for, at de nødigt vil blive bagtalt i deres lokalområde? og så holder mange af os hellere mund med det, der trænger til at blive gjort noget ved)

 

Det betyder ikke, at vi skal gå rundt og være jubel-idioter hele tiden, og kun må sige det positive. Nej, men måden som man taler om det, der kunne være anderledes, må gerne gøres med respekt, og for at bidrage til, at man selv kan være en del af løsningen eller inspirere andre til at gøre noget.
Jeg vil opfordre til

  1. fortsat at fortælle historier, men vær bevidst om, hvorvidt de kan være med til at bygge op – og hvis det vil skade, så sæt Gaffa tape på munden, indtil du har fundet en måde at gøre det på, så det kan blive konstruktivt.
  2. træn i at spørge ind til facts på de historier, som I får – selvom det er alt det andet, der er krydderiet
  3. og træn i at gå i dialog – også når I er uenige.

(Det blev til en lille del af mine foredrag: ”Det gode ved sladder” og fra ”Kvinder sladrer – mænd udveksler informationer”)

 

Vil meget gerne høre de gode historier om, hvordan ”sladder” bruges positivt.

 

2. ”Jeg kan godt sige dig, hvad der skal til:

De (tilflytterne) skal lære at holde deres mund”

Dette var min mors kommentar, da jeg kom hjem og fortalte, at jeg havde talt med en studerende, der evt. ville skrive speciale om mødet mellem tilflyttere og de fastboende.

Og så fortsatte min mor ellers: ”De flytter på landet – og det gør de vel, fordi vi har nogle værdier, som de gerne vil blive en del af, og så kommer de og fortæller os, at vi lever forkert og vil lave det hele om”
Jeg skal lige fortælle, at min mor er meget åben overfor nye og for andres ideer, men her fik jeg lige trykket på en knap, som også er en del af hende – og som jeg tror de fleste af os også rummer: De skal ikke komme og lave tingene om!

Jeg tror, at kunsten for tilflyttere er på den ene side at gøre noget, og vide at timing kan være meget, meget vigtigt.

Vil meget gerne modtage bidrag til nyhedsbreve om, hvordan tilflyttere og ”de gamle” har brugt deres forskellighed til at udvikle lokalområdet.

God sommer-weekend Mona

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *