Jeg havde en pusser-løjerlig oplevelse forleden.
Efter at have brugt formiddagen på at skrive til min nye bog om de muligheder, som den selvkørende bil vil give og om, at der var noget, som vi formentlig ville miste: køreglæden “Vi drøner …. Vi kører 100 km i timen, derud af!”
Eftermiddagen skulle tilbringes på kursus om Sociale Medier for forfatter med Abelone Glahn. Men der skulle lige tilbagelægges 100 km for at komme til kurset. Havde regnet med at skulle have en af de gode faglige samtaler / refleksioner med min samarbejdspartner.
Men nej, jeg blev så optaget af at opleve køreglæden: at drøne ud af motorvejen med 130 km/t, at opleve kontrollen over bilen, glæde mig over, hvordan andre trafikanter havde blik for, hvad der skete længere fremme, så vi i fællesskab kunne nyde turen.
Det var en fed oplevelse – og den fortsatte mens jeg snoede mig igennem Københavns mylder!
Jeg kører meget – på de lange lige stræk taler jeg stort set altid i telefon (så kører jeg kun 110 km/t). Enkelte gange får jeg oplevelsen af køreglæde, men aldrig har den været så stærk som i går. Tænk sig, at fordi jeg fik fokus på at denne oplevelse med at “drøne derud af” snart vil være slut, gav en ny oplevelse.
Så dette er bare en opfordring: Nyd køreglæden, mens du selv kan få lov at styre bilen – der går ikke ret mange år, før det er slut.