Nyhederne strømmer ind fra en verden præget af konflikter, kriser og usikkerhed. Mange oplever, at det kan være svært ikke at blive fanget af bekymringer og frygt.

Men hvad gør man som almindeligt menneske, når verden føles mere og mere urolig?

Det spørgsmål vil Mona Hvid, Landliv a/s og Lone Rytsel, Sandvig Folkeoplysning gerne sætte fokus på i et nyt forløb i Vordingborg med titlen “At trives – selvom verden er i kaos”.

Forløbet skal ikke give færdige svar, men skabe et rum for refleksion og samtale om, hvordan mennesker kan finde mere ro i sig selv – og styrke fællesskaber omkring sig.

– Mange taler i dag om at preppe med vand og dåsemad. Men noget af det vigtigste beredskab er faktisk hinanden. Når verden virker urolig, får vi endnu større brug for fællesskaber og for at mærke, at vi ikke står alene, siger Mona Hvid.

Ifølge initiativtagerne er behovet tydeligt. Kort efter at tilmeldingen åbnede, blev halvdelen af pladserne besat.

– Det fortæller os, at mange går rundt med tanker og bekymringer, som de sjældent får talt om med andre. Samtidig mærker vi en længsel efter fællesskab og efter at gøre noget sammen – også i det små, siger Lone Rytsel.

Små fællesskaber kan gøre en stor forskel

En vigtig pointe i initiativet er, at fællesskaber ikke nødvendigvis behøver være store eller organiserede.

Det kan også være de små møder i hverdagen – en kop kaffe med en nabo, en samtale omkring et bord eller et måltid delt med andre.

– Vi har i mange år haft fokus på individualisme og at klare os selv. Men i en tid med så meget uro kan vi mærke, at vi også har brug for noget andet: relationer, samtaler og fællesskab, siger Mona Hvid.

Ifølge de to initiativtagere kan sådanne fællesskaber være med til at skabe både ro, perspektiv og handlekraft – også for mennesker, der ikke deltager i selve forløbet.

– Hvis vores projekt kan inspirere bare nogle mennesker til at invitere en nabo på kaffe eller starte en samtale, så har det allerede gjort en forskel, siger Lone Rytsel.

Fire mødegange i Vordingborg – men vi vil meget gerne komme og lave et forløb i andre områder.

Hvor temaerne er:
– At leve i en urolig verden – hvad nærer frygten og hvad dæmper den?”
– Fællesskab som sikkerhedsnet
– Lave et fælles idekatalog til, hvordan vi kan opbygge nye fællesskaber
– Fra indsigt til handling – gøre det i praksis.

Initiativet er støttet af Vordingborg Kommune – Kultur, Idræt og Foreninger.

Tilmelding til forløbet i Vordingborg – send en mail: lone@lonerytsel.dk

Vi mødes i DGI-Huset, Solbakkevej 42, 4760 Vordingborg kl. 13–16:
17. marts – 28. april – 19.maj – 25. august

Er det en af årsagerne til foreningslivets udfordringer?

”Når vi ikke bare forbruger, men også tager del i alt det besværlige, også tager ansvar for rammerne og indholdet, hvad enten det gælder den lokale skole, menighedsråd, idrætsforening eller politisk parti, kommer vi også til at betyde mere for hinanden.”
Johannes Henriksen, Debatredaktør på Kristeligt Dagblad

Det er ikke uden grund, at ForeningsDanmark ses som en del af vores dna: Vores forfædre har klaret modgang og modstand ved at stå sammen i foreningerne og har bygget noget nyt og unikt.

Hvordan og hvornår er der sket et skred: fra – at man var medlem af et fællesskab, til – at de fleste i dag er blevet forbrugere af foreningerne?

Forandringen til at blive forbruger i stedet for medlemmer, kan også betyde, at vi mister noget af fællesskabet. 

Vi træner ikke i det forpligtende fælleskab, når vi kun skal hygge os eller brokke os.

”Foreningerne skal turde gøre det tydeligt, at de ikke er en forbrugsarena, men at foreningslivet er et gode, som vi selv producerer via vores engagement og frivillige indsats,”

Lars Skov Henriksen, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet

Det forpligtende fællesskab er også blevet svækket af, at staten og institutionerne har taget mere og mere over.

Det gælder, når vi skal lære noget, blive passet som barn, syg eller ældre eller bliver ramt af livet, hvor vi har brug for støtte.

Man vil kunne kalde det ”institutionalisering” – et ord, man kun kan sige, når man er helt ædru og holder tungen lige i munden.

Ser de, der er vokset op i denne institutionalisering, nogen nødvendighed af foreninger?

Samtidig ser vi en stigende ensomhed, og mange mangler mening i livet, selvom de lever det fede liv med familie, venner, arbejde …

Men med tidens trend, hvor alt er din egen skyld og du er din egen lykkes smed, så bliver blikket ofte rettet indad, for at finde fejlen, i stedet for at række ud (det står ikke: Skælde ud!)

Der er brug for meningsfulde fællesskaber – der er mere end fælles om en interesse.

Og der er brug for noget så enkelt, som hvor går jeg hen og får den gode samtale? I dag færdes vi mere og mere i ekkokamre, hvor vi taler med dem, der ligner os selv – og det kan da godt føles som en god samtale, men er den berigende?

2015  – et vendepunkt!

2015 var året, hvor ”nok var nok”

Iscenesættelsen af landdistrikternes og UdkantsDanmarks armod – hvor man satte det negative filter på kameraet, når vores områder skulle beskrives. Hvor vi hele tiden bliver målt efter værdier, som veluddannede bekræfter hinanden i på de flotte kontorer på Slotsholmen og som senere bekræftes med vennerne på ens favorit kaffebar.

Nu er jeg lige så unuanceret, som vi er blevet opfattet og beskrevet i mange år – og det skal vi væk fra! – men jeg var lige nødt til at skrive sådan for at få trukket linjerne op.

Men der er noget om snakken – de værdier, som man måler efter i konkurrencestaten bliver defineret på fine kontorer, som er meget langt fra virkeligheden, og sjældent nogle, der favoriserer landdistrikterne.

2016 – ny selvbevidsthed for landdistrikterne

Vi har i løbet af året set, hvordan der er lagt op til, at man får en ny måde at tænke landdistrikter og yderområder på: vi har set bølgen begynde at vende og flere og flere foretrækker et roligere liv på landet.

”Selv moderne mennesker kan ikke længere tåle det moderne samfund” – derfor ved vi godt, at det er tid til at stoppe op – se på vores værdier. Og ud fra dem lade os udfordre af de mange muligheder, som der ligger i f.eks. den teknologiske udvikling.

Forandringshastigheden vil stige voldsomt – derfor tales der også i dag meget om mental robusthed / resiliens. Mange forsøger at gøre det til et individuelt problem, men det er i fællesskaberne, at vi udvikler os – og det bliver spændende at se den mangfoldighed af fællesskaber, som vil opstå – nogle i vores traditionelle foreninger, men også på tværs, og alt det uformelle.

Resiliens betyder evnen til at glide af på / komme igen – og i 2015 er landdistrikterne for alvor kommet igen. Og det skal vi udnytte! Vi ved, vi ikke bare kan hvile på laurbærene, det er nu, vi skal gentænke vores landdistrikter og vores muligheder.

Farvel til “det er synd for os” og goddag til nye brændende ambitioner

De nye billeder af lokalområder skal styrkes ved, at vi bliver mere ambitiøse, og ser ud over de gamle skel, som tidligere har præget vores lokalområder – det kan være geografiske skel ”Nå, du er nok kommet over på den anden side af åen” eller skel mellem offentligt – privat og lokalt.

Det, vil vi i Landliv, sættes fokus på i 2016 – hvor vi helt konkret er i gang med at skabe Udviklingshus Fuglebjerg – et samarbejdet på tværs mellem bibliotek, lokalområder og mikrovirksomheder. Det kommer I til at høre meget om – men hvis der er en mirkovirksomhed, der har lyst til at høre om mulighederne, så ring til mig tlf 2126 6566.

Vi vil også her ved nytåret påpege, at tiden er inde til at nedlægge de 100 årige eller endnu ældre gamle stridsøkser og skel, der har eksisteret både indenfor og mellem lokalområder.
Det har vi ikke råd til – der er nu behov for, at vi ser på, hvordan kan vi løfte vores lokalområde i samspil med andre lokalområder og ?

Der er nogle, der tror, at man kan lave en model for det – modeller kan være gode nok – de kan være til inspiration, men det er det helt unikke netop hos jer, der skal  skabe det.

Og så skal vi lære at blive meget dygtigere til at invitere flere ind til at være med til at skabe det – gøre den brændende ambition til virkelighed. En invitation både til  tilflyttere og de, der allerede bor her.

Iværksætteri og mikrovirksomheder
I 2016 vil vi fortsætte arbejdet med at sætte fokus på iværksætteriet i landdistrikterne. Det er mikrovirksomhederne, der er vores største vækstpotentiale, men de fleste mikrovirksomheder  ”flyver under radaren” og er kun kendt af dem selv og deres kunder.

Der er rigtig mange, der i de kommende år vil starte egen virksomhed på fuld eller deltid. Derfor har vi lavet foredraget ”Iværksætter på fuld eller deltid”

Vi har efterhånden fået en del erfaringer med at skabe netværk af mikrovirksomheder, og vi er nu kommet til at netværk af mikrovirksomheder og lokalområder begynder at arbejde mere sammen.

Rigtig godt nytår
– hvor bliver det et spændende år vi er på vej ind i – lad os hver især bakke op om og være med til at tænke, tale, diskutere og handle på: hvordan vi kan gøre livet hos os endnu mere værdifuldt lige netop i vores lokalområder – og meget gerne i samspil med nogle andre!

Glæder mig til dette års spændende opgaver.

Mona Hvid
mona@landliv.dk
tlf 2126 6566

I dag er jeg lidt doven – nej, det skyldes, at når Kaare Dybvad har skrevet det godt, så behøver jeg  ikke lave det om.

Myte nr. 1 – “Udkantspolitik er sognerådspolitik”. Argumentet er en trumf i kredsene omkring de samfundsvidenskabelige fredagsbarer og politiske nichemedier i hovedstaden…..

 

Myte nr. 2 – “Provinsen er en dårlig forretning”. Myten blev senest smidt på banen af de såkaldte vismænd i Det Økonomiske Råds Sekretariat, der påstod, at investeringer i provinsen er spildte penge. En ting er, at DØRS mener sig klogere på den engelske udflytning af statslige arbejdspladser end man er på London School of Economics, der for nylig sendte en forsker til en høring i Folketinget. Hun fastslog det stik modsatte – at 100 statslige arbejdspladser i provinsen skaber 54 nye, private arbejdspladser…..

 

Myte nr. 3 – “Danmark er for lille til en udkant”. Det er principielt rigtigt, men argumentet bruges næsten altid til at fastslå, at vi ikke skal gøre noget ved den skævvridning, vores land er udsat for…..

 

Myte nr. 4 – “Udkantsdanmark må selv gøre noget i stedet for at regne med bistand”. Det gør man faktisk. I Lolland Kommune bruger man fx fire gange så mange penge på erhvervsudvikling som landsgennemsnittet……

 

Myte nr. 5 – “Flytningen ind til byerne er en global tendens, vi ikke kan gøre noget ved”. Ja, det er sandt, at man i Asien og Afrika flytter ind til byerne i de her år. Men ikke i den vestlige verden og Latinamerika. Her er det primært politiske beslutninger, der gør forskellen,

 

Håber, at I nu er bedre klædt på til at gennemskue, hvordan disse myter bliver pakket ind i valgflæsk  – så I kan konfrontere folketingskandidaterne og få dem til at arbejde for et Danmark i balance

 

Tak til Kaare Dybvad og JP – hele artiklen læses her:

http://jyllands-posten.dk/debat/blogs/kaaredybvad/ECE7748440/Valgkampens+5+st%C3%B8rste+udkantsmyter/

 

Gårsdagens indlæg handlede om centralisering, og hvordan staten centraliserede de statslige arbejdspladser i København, og de bor der sørme også.

I fredags udkom bogen “Magteliten – Hvordan 423 danskere styrer landet” – dette er ikke politikere, men de, der har størst indflydelse på danske erhverv og kulturliv.  Hvor tror du disse mennesker bor?

På nær 7 bor de alle i Københavns området (især i den nordlige del).

Vi har altså et land, hvor magthavere, uanset om de er fra erhvervslivet eller de statslige embedsmænd bor i et meget lille priviligeret område af DK, og mange af dem har ingen fornemmelse for den virkelighed af dejlige, lokalområder med saft og kraft og udfordringer, der er i provinsen.

Derfor er det vigtigt, at du hjælper med at få sat landdistrikterne og et Danmark i balacne på valgets dagsorden, få en dialog med kandidaterne osv.

 

 

 

Her er lige lidt mere om bogen:

 

Jyllandsposten skriver

“Magteliten er en klub for ens mennesker

Medlemmer af erhvervslivets inderkreds bor i samme områder, kommer fra samme sociale lag ….”

Beskrivelse af bogen på Saxo.com

I daglig tale kalder vi Danmark et demokrati, men man må ikke se bort fra, at der i høj grad findes en magtelite i landet. ”Magteliten – Hvordan 423 danskere styrer landet” afdækker hvem den består af og hvordan dette foregår. Magteliten i Danmark består af blot 432 mennesker, der tager de store beslutninger i alt fra politik til erhverv og kulturliv. Sociologerne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard har, i samarbejde med journalist Markus Bernsen, kortlagt hvem den inderste kreds af magteliten består af og det giver os et unikt indblik i vores samfund. ”Magteliten – Hvordan 423 danskere styrer landet” indfører dig i et magtspil, du ikke troede eksisterede i vores lille land.                                                                                                                                    Kilde: Saxo.com

og jeg tager lige hul på morgendagens indlæg, der også er inspireret af en artikel i Jyllands Posten

“Valgkampens 5 største udkantsmyter”

Den københavnske medie- og økonomelite er de seneste uger kommet på banen i centraliseringsdebatten, for at sikre, at de også i fremtiden kan fastholde deres indflydelse over samfundsudviklingen. Men der er flere politiske myter som risikerer at bide sig fast. Her er de fem største. 

af Kaare Dybvad

Du kan læse hele artiklen her http://jyllands-posten.dk/debat/blogs/kaaredybvad/ECE7748440/Valgkampens+5+st%C3%B8rste+udkantsmyter/

 

 

Hvor vi ikke kan gøre så meget ved urbaniseringen, så kan vi gøre noget ved centraliseringen!

Det er en politisk beslutning, hvorvidt størstedelen af de statslige arbejdspladser skal ligge indenfor Valby Bakke.

Det er et stort problem, at provinsen skal betale for de mange offentlige arbejdspladser, der er placeret i København. Der er ingen sund fornuft i denne centralisering og slet ikke i dag, hvor vi alle arbejder så meget vis nettet, kan holde møder, hvor vi sidder på hver sin side af kloden og kan se hinanden – så kan man også holde møder siddende i Hobro og i København.

 

Graferne taler sit tydelige sprog – hvor Region Sjælland mangler over 12.000 af disse jobs (Den blå farve er direkte antal, den røde de afledte effekter – Kilde “Udkantsmyten” Kaare Dybvad side 119).

Centraliseringen har været voldsom i de sidste 10 år, hvor begrundelserne for at gøre det i den grad er mindsket.

Problemet er ikke alene, at provinsen skal aflevere 19,4 mia om året (efter at  den kommunale udligningsordning er fratrukket)  til Københavns området!!

men også at de akademiske arbejdspladser og HK arbejdspladserne mangler i provinsen. Vi hører ofte problemet om familier, der gerne vil flytte til, men det er kun den ene, der kan finde arbejde. Selvom vi har mange, der kan skrive ansøgninger og lave beregninger i provinsen, så ville vi gerne have nogle flere, der kunne være med til at understøtte den lokale udvikling.

DK er et meget lille land med korte afstande – er der nogle fornuftige begrundelser for at de statslige arbejdspladser skal klumpes sammen i København?

Vi oplever den ene gang efter den anden, at denne sammenklumpen også betyder, at man har en fælles virkelighed, og ikke forstår ret meget af virkeligheden i provinsen. Vi har brug for de statslige arbejdspladser er placeret rundt i DK, så de har en mulighed for at få et nuanceret syn på hele DK.

Vi skal stille krav om nogle grundlæggende rammevilkår – og her er der i mit sind ingen tvivl:

-stop centraliseringen af de offentlige arbejdspladser

Der er brug for at få sat landdistrikterne på som valgtema, derfor mød op, få en en dialog med folketingskandidaterne.

 

I kan også bakke op ved at støtte denne underskriftsindsamling
http://www.skrivunder.net/et_helt_danmark_i_balance