Hvordan kan vi skabe et mekka for mikrovirksomheder?
Hvis du skulle komme til at kede dig eller fik slappet så meget af, at din kreativitet for alvor kunne få lov at komme igennem, så vil jeg bede dig overveje dette spørgsmål.
Vi ved, at landdistriktsudviklingen er meget afhængig af erhvervsudviklingen, og mulighederne for erhvervsudviklingen på landet er primært mikrovirksomheder.
Og vi er inde i en forandring blandt de erhvervsaktive, hvor vi bevæger os væk fra, at stort set alle er lønmodtagere, indtil vi går på efterløn / pension til et meget mere blandet billede af de erhvervsaktive: Der bliver flere og flere projektansatte, freelancere og små selvstændige. Aldersfordelingen vil også blive meget mere bred end i dag, hvor vi allerede ser tendenser til, at unge etablerer virksomhed mens de går i skole, og ældre fortsætter med også at være erhvervsaktive efter pensionsalderen.
Ingen tvivl om, at de lokalområder / kommuner, der kan skabe et godt miljø for de små virksomheder vil blive vinderne – og det gælder både for iværksættere og etablerede virksomheder.
Især hvis de også evner at bryde skellet ned mellem de forskellige sektorer, så der bliver et tæt samspil mellem erhvervslivet og lokalsamfundene – krydret med et godt samarbejde med kommunen.
En af deltagerne fra Mikrovirksomheder i Fuglebjerg og omegn stillede mig forleden spørgsmålet: Skal vi ikke skabe et mekka her for mikrovirksomheder? Vordingborg og Guldborgsund Kommuner arbejder sammen om projektet ”Mikromekka” – så nu spørger jeg:
Hvordan skabes et mekka for mikrovirksomheder?
- Hvad kan vi gøre som borgere?
- Hvad kan lokalråd, bylaug m.m. bidrage med?
- Hvilke tilbud og service kan kommunen og erhvervsservice give?
Svar på spørgsmålene sendes til mona@landliv.dk med emnet “Mekka for Mikroer”- eller kommenter på Facebook-siden: Landliv.dk
Rigtig god sommer
Mona Hvid